Hvis du arbejder med digital marketing, er du nok stødt på forkortelsen LLMO. Nogle kalder det for det “nye SEO”, mens andre ser det som en naturlig udvidelse af det arbejde, vi allerede gør i SEO-verdenen. Men hvad gemmer der sig egentlig bag begrebet?
Der bliver talt meget om LLMO i disse år, og det er ikke uden grund. LLMO, som står for “Large Language Model Optimization”, er i stigende grad ved at få en plads ved siden af klassisk SEO. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er noget nyt – eller blot en naturlig forlængelse af de principper, vi allerede arbejder med inden for søgemaskineoptimering. For at svare på det, skal vi dykke ned i, hvad LLM’er egentlig er, hvordan de fungerer, og hvorfor det er vigtigt for din digitale synlighed.
LLMO står for Large Language Model Optimization og handler om at optimere dit indhold og din digitale tilstedeværelse, så du bliver nævnt, citeret eller foreslået af store sprogmodeller som ChatGPT, Gemini og Claude, Mistral osv. Hvor klassisk SEO sigter mod at få gode placeringer i søgeresultaterne på Google, handler LLMO om at blive “top of mind” hos AI-assistenter og sprogmodeller, der i stigende grad bruges som informationskilder.
Hvad er en LLM?
LLM står for Large Language Model – en type kunstig intelligens, der er trænet på enorme mængder tekst for at forstå og generere menneskelignende sprog. Modeller som GPT-4 (ChatGPT), Gemini (tidl. Bard) og Claude (fra Anthropic) analyserer sprog og kontekst for at give svar, skrive tekster eller endda føre samtaler.
Disse modeller fungerer ikke som klassiske søgemaskiner. De “læser” ikke internettet i realtid, men bygger svar på baggrund af deres træningsdata, kombineret med det, de kan finde gennem søgemaskine-API’er eller plugins. Det betyder, at de har et form for “verdensbillede”, som du som virksomhed gerne vil være en del af.
Nogen kalder det GEO, andre kalder det AIO eller LLMO
Der er mange forkortelser i omløb. GEO (Generative Engine Optimization) og AIO (AI Optimization) bruges i flång sammen med LLMO. Det lyder måske som endnu en forkortelse i en allerede forkortelsestung branche… men LLMO rammer faktisk kernen: det handler om at blive synlig og relevant i store sprogmodellers verden.
Uanset hvad man vælger at kalde det, handler det grundlæggende om det samme: at optimere digitalt indhold, så det bliver brugt, citeret og gengivet af AI-modeller. Og ja, måske vi burde kalde det BMO – for hvis SEO er brødet og LLMO er smørret, så skal vi bruge noget ost til at få det hele til at glide ned.
Hvorfor er LLMO vigtigt?
Fordi brugernes adfærd er under forandring. Flere og flere stiller spørgsmål direkte til AI-assistenter i stedet for at google. Det gælder især yngre målgrupper og tech-kyndige brugere. Hvis dit brand, din service eller dit produkt ikke nævnes i AI’ens svar – så eksisterer du i princippet ikke for brugeren.
LLMO handler derfor om at sikre, at din virksomhed er til stede i det nye informationslag, hvor beslutninger træffes og spørgsmål besvares. Det er både en brandingøvelse og en teknisk disciplin, og det rummer et kæmpe potentiale for dem, der er først ude.
Sprogmodeller bliver brugt i stigende grad som primære informationskilder. Brugere spørger direkte i ChatGPT, Bing eller Gemini fremfor at klikke sig igennem ti Google-resultater. Hvis dit indhold ikke er en del af den viden, LLM’erne har trænet på – eller ikke fremstår som troværdigt – risikerer du at blive usynlig i denne nye søgevirkelighed. Derfor er det vigtigt at arbejde aktivt med LLMO og sikre, at dit brand, dine ydelser og dit indhold bliver anerkendt og brugt af AI.
Vil AI gøre Google ubrugelig?
Ikke nødvendigvis. Google er stadig enormt vigtigt – men det ændrer sig, hvordan vi bruger det. Med AI-integrerede søgeresultater (som med Search Generative Experience) bliver søgeresultaterne i stigende grad “skrevet” for os. Brugerne får ikke nødvendigvis 10 blå links, men ét svar. Et svar, som måske ikke engang indeholder dit link, selvom du har det bedste indhold.
Så det er ikke, at Google bliver ubrugelig. Men den måde, vi bliver fundet på, forandrer sig radikalt – og det kræver, at vi tænker LLMO ind i vores digitale strategi.
Hvordan udvikles sprogmodellerne?
Sprogmodeller bliver trænet på enorme tekstmængder fra internettet, offentlige kilder, bøger, Wikipedia, Reddit, GitHub – ja, alt hvad de kan få fingrene i. Jo oftere og mere relevant du optræder i de her datasæt, jo større sandsynlighed er der for, at du bliver en del af modellens “viden”.
Desuden opdateres modellerne ofte med fine-tuning, reinforcement learning og ved at koble dem med søgemaskiner eller plugins. Det betyder, at aktuelt og opdateret indhold stadig er vigtigt, især hvis du vil ind i sprogmodellernes svarbilleder.
Hvordan bliver man henvist af sprogmodellerne?
Det afhænger af modellen. Nogle modeller henviser med kilder, andre gør ikke. Men fælles for dem er, at de trækker på data, som enten er en del af deres træningsdata, eller som de tilgår via realtidssøgning (f.eks. Bing eller Gemini). Hvis dit website bliver ofte nævnt på Reddit, Quora, Wiki eller i andre troværdige kilder, er der større sandsynlighed for, at du bliver valgt som referenceramme.
Ligheder mellem SEO og LLMO
Der er mange fællesnævnere mellem klassisk SEO og LLMO:
E-E-A-T og deres indflydelse på LLM’er
Google har længe snakket om Experience, Expertise, Authoritativeness og Trust – og det er præcis de signaler, som LLM’er også forsøger at afkode. Hvis du er kendt, citeret og har en klar ekspertrolle, øges chancen for at blive nævnt af AI’en.
Robots.txt
Selvom AI-modeller ikke nødvendigvis respekterer robots.txt som søgemaskiner gør, er det stadig vigtigt at have en gennemtænkt struktur – og nogle bots (som f.eks. OpenAI’s GPTBot) lytter faktisk efter dine instruktioner.
Crawl budget og rendering
Hvis dit site er langsomt eller svært at tilgå, bliver det måske ikke crawlet særlig ofte – og dermed heller ikke inkluderet i søgemaskiners indeks, som nogle LLM’er trækker data fra.
Reputation building / brand mentions
Det handler om at blive nævnt de rigtige steder – på forums som Reddit og Quora, på Wikipedia, i presseomtale. LLM’er er vilde med indhold, der er citeret bredt og bruges som reference.
Indgå i dataset
Vil du være med i træningsdata? Så skal dit indhold være tilgængeligt, relevant og fremtrædende. Det øger chancen for, at du bliver en del af den næste træningsrunde.
Index (nogle AI’s bruger søgemaskiners index – Gemini og ChatGPT)
Modeller som Gemini og ChatGPT med browsing-funktion henter faktisk information direkte fra søgemaskiner. Det betyder, at klassisk SEO stadig er vigtigt, for den hjælper dig med at komme med i de indekser, AI’en benytter.
Sørg derfor at blive tilmeldt Bings index: Bing Webmaster Tools
Fokus på naturligt sprog
LLM’er elsker sprog, der lyder menneskeligt. Det betyder, at keyword stuffing og overoptimering ikke virker. Dit indhold skal være skrevet til mennesker – og give værdi.
Schema Markup
Struktureret data hjælper AI’er med at forstå, hvad dine sider handler om. Brug schema markup til at markere produkter, artikler, anmeldelser, personer m.m. Det gør dit indhold lettere at forstå og referere til.
Track LLM trafik med et Regrex filter
Det er svært, men ikke umuligt, at måle trafik fra LLM’er. Nogle AI-assistenter efterlader spor i user-agents – fx GPTBot. Du kan oprette regex-filtre i GA4 eller server logs, der identificerer trafik fra kendte AI-bots. Hold øje med disse IP’er og user-agents for at se, hvor ofte din side bliver besøgt.
Her er en god video, som forklarer det: Youtube video
Vi benytter dette regrex-filter i GA4, som dækker de mest relevante LLMs:
.*ai|.*openai.*|.*copilot.*|.*chatgpt.*|.*gemini.*|.*gpt.*|.*neeva.*|.*writesonic.*|.*nimble.*|.*outrider.*|.*perplexity.*|.*google.*bard.*|.*bard.*google.*|.*edgeservices.*|.*astastic.*|.*copy\.ai.*|.*bnngpt.*|.*claude.*|.*meta.*|.*chat\.mistral.*
Track LLM rankings: Morningscore, Ahrefs og Hubspot
Værktøjer som Ahrefs og Morningscore er begyndt at eksperimentere med LLM-tracking. De identificerer, om din side bliver nævnt i AI-svar eller bruges som kilde. Det er stadig tidligt, men det udvikler sig hurtigt. HubSpot arbejder også med AI Content Insights, der viser, hvilke stykker indhold der genererer AI-trafik.
Se deres AI search grader her
SEO er ikke død – men AI er kommet for at blive
Hvis du har arbejdet med digital markedsføring i bare fem minutter, har du sikkert allerede hørt, at “SEO er dødt” mere end én gang. Men virkeligheden er, at SEO lever i bedste velgående – og faktisk er vigtigere end nogensinde før.
AI og LLM’er ændrer ikke fundamentalt, hvad vi optimerer, men hvem vi optimerer til. Hvor vi før kun fokuserede på Googles algoritmer, skal vi nu også tænke på, hvordan sprogmodeller læser, forstår og gengiver vores indhold. Men det betyder ikke, at alt skal læres forfra. De bedste SEO-principper – godt indhold, teknisk struktur, autoritet, relevans og hastighedsoptimering – er stadig nøglen. Forskellen er blot, at belønningen ikke kun er et klik fra en søgning, men også en plads i AI’ens svar.
Samtidig vokser Google stadig – både i antal søgninger og i udbredelse. Og netop derfor er SEO og LLMO to sider af samme sag. Den ene sikrer, at du bliver fundet i søgeresultaterne. Den anden sikrer, at du bliver nævnt i svarene. Og i takt med at AI bliver en fast del af søgning og beslutningsprocesser, bliver LLMO et naturligt næste skridt for dig, der allerede arbejder strategisk med indhold og synlighed.
Så nej – SEO er ikke død (igen). Det har bare fået en ny kollega i form af AI. Og sammen kan de løfte din synlighed til nye højder.
What do you think?
Ricobewtrwin is a bit of a mouthful, but it’s a decent site. The layout is clean and easy to understand. Could use some more bonus offers though. See for yourself: ricobewtrwin